Kære medlem af MCK

Sidste chance for at melde sig til den kombinerede sponsor- og medlemstur til Kolding søndag 31. august (senest fredag!). Man kan opleve vores dygtige MTB licensryttere gi’ den gas og komme tæt på det hele før, under og efter løbet. Der er bus og lidt forplejning, præsentation af ryttere mv. ved Kaj Trans … og meget mere for 50 kr. Tilmelding hos Jesper Hyldig.

Lørdag d. 13. september afvikles det traditionelle Skive-løbet (100 km og 70 km) som mange medlemmer har prøvet i årenes løb. Peter Undall fra arrangementsudvalget opfordrer alle til at tilmelde sig. Her er Peters opslag i vores Facebookgruppe:

Lørdag den 13/9 afholdes der Skive Cykelløb og tænker på at deltage på 100 km distancen

Er der nogle som vil med ? Jeg tænker på at vi kører som et hold og hjælper hinanden . Man er selvfølgelig også velkommen til at gå i “udbrud”  Men tænker mest som et hyggehold og social tur.
Du kan tjekke mere på dette link: www.skiveam-skivelobet.dk
Hilsen
Peter U

Samme weekend, søndag 14. september, afvikles også det traditionelle nordjyske holdløb hvor MCK mange gange har stillet med et eller to hold. Det er en god oplevelse og en spændende udfordring at få 5-6 forskellige motioner til at fungere som et hold. Arrangørerne indregner alder i resultatet/sluttiden, så det er normalt godt at få sat et meget forskelligt hold sammen. Snak evt. sammen under næste tirsdagstræning. Der skulle gerne stille et hold fra MCK.

Her er holdløbets hjemmeside: http://m-himmerland.dk/index.htm

… og samme weekend afvikles løbeklubbens Pinen & Plagen 100 miles løb. MCK har som bekendt en samarbejdsaftale med løbeklubben. Det forventes at MCK stiller med et antal hjælpere. Hjælpen består i at man cykler med/foran én eller flere løbere hen over natten. Man møder på Østerstrand lørdag 13. september ca. kl. 21 hvorefter man kører ud på øen og finder løbere der ikke har egen hjælper med rundt. Løberne er typisk kommet 80-100 km ud på ruten og er på Vest- og Sydmors. Ofte vil man følge løberne resten af vejen; i hvert fald i den mørke del af løbet. Tidligere års hjælpere kan fortælle om den oplevelse, det er, at støtte og hjælpe disse løberne om natten.

Skriv/ring til Per Mikkelsen: 23614981 / pm@morsoe-gym.dk hvis du har lyst til at hjælpe. Kom frisk!!

For landevejsmotionister er der kommet en invitation til at deltage i et af de efterhånden mange sommerarrangementer hvor man cykler til Paris. Bemærk at der er informationsmøde 2. september i Fjerritslev. Et af klubbens medlemmer, Benny Børsting, var med i år og kan varmt anbefale turen. Det er oplagt at man snakker lidt sammen på træningsturene, måske kan vi få en gruppe med. Her er brevet Benny har modtaget vedr. 2015:

Jeg kontakter jer fordi jeg har været i dialog med Han Herred Cykelklub fra Fjerritslev, som har flere medlemmer, der er interesseret i at cykle til Paris i 2015. I den forbindelse talte vi om at involvere andre lokale cykelklubber, så der kan etableres et lokalt hold fra det nordvestjyske. Det vil gøre distancen til fællestræning væsentlig kortere.

Jeg har aftalt med Han Herred Cykelklub at vi kommer op og holder et informationsmøde hos  dem til september og derfor tænkte jeg om jeres cykelklub vil være interesseret i at deltage?

Mødet kommer til at omhandle næste sommers cykeltur til Paris, hvor vi vil fortælle om træning, hold sammensætning, ruten, hoteller, ankomst til Paris, ophold i Paris, hjemrejse og andre praktiske ting.

Rejsebureau   Papuga A/S – Vicyklersammen.dk

Kontakt:            Carsten Papuga – mobil 40 58 20 11

Dato:                  02-09-2014

Tid:                      kl. 18:30

Sted:                  Fjerritslev Gymnasium, Skovbrynet 9, 9690 Fjerritslev

Jeres klubkammerater kan se mere om vores koncept på følgende sider:

Rejsebureau:  www.vicyklersammen.dk

Facebook:        www.facebook.com/vicyklersammen

Hvis det har deres interesse, så er de velkomne til at deltage i informationsmødet.

Det eneste vi blot skal have styr på er antallet, så vi er sikre på at der er en stol til alle J

Jeg ser frem til at høre fra jer.  

Med venlig hilsen / Best regards / Mit freundlichen Grüßen

Carsten Papuga

Tirsdagstræningen fortsætter til og med tirsdag 23. september. Lørdag kl. 13 og søndag kl. 10 fortsætter træningen foreløbig hen over efteråret og vinteren, i hvert fald når vejret tillader det.

Bemærk at den traditionelle sæsonafslutning i år er ændret til et lørdagsarrangement med cykling og aftenfest (inkl. spisning). Sæt kryds i kalenderen ud for lørdag 11. oktober. Der cykles kl. 13 og spises/festes fra kl. 18. Tilmelding til Peter Undall/arrangementsudvalget.

 

På bestyrelsens vegne

Per Mikkelsen

Fmd. MCK

Skriv et svar